Wolf & Passion

Wolf & Passion
Uden sorrig for det, som svandt
han drager paa nye & farlig f¦rd
hans eeneste sorrig v¦re at han intet fandt
som vaer een taare v¦rdt
Til han medynk saae
i hendes èine, der alt lius vaer tendt
der al gl¦de snart vaer endt
slig een pige hellig, vacker
det brustne blik flacker
hun ki¦ndte haabet brast
Han viiger for bendes blik
med een smertelig mystik
fylder hende mod hi¦rtenski¦r
Med hendes ild ligger sort & dèd
ondskab qvalte hver een glèd
dend hviide gloe, dend slukte han
men dend ha'r skabt een m¦cktig brand
aff had & elskov & tungindigt haab
Nyfèdt b¦res maanen frem
ofver det sind som her bleff rèfved
aff dend mèrcke,
magi paa hende èfved
Med r¦dde skrit. mod ham -
dybt berèrt:
"du diefvlens sendebud,
som b¦rer fryckt fra mand til brud,
du menskehadets reene styrkedrik,
du n¦ring for min si¦l, som dèr;
gaae ey bort, o skygge, fèr
ieg viiser ki¦ndsler som ieg hafvde angst
for at n¦re fèr ieg bleff din fangst"
On he hunts with sorrow none
for what hath passed is gone
his sole regret the absence
of desires worthie his teares
Until he saw pitie in her eyne
where all the light did shine
and soone all joie should die
her glazed eyne did wander
a mayden pure in grandeur
left alone & lost